En Sundhedsreform kræver en bred aftale

Af folketingskandidat Miki Dam Larsen

Sundhedsvæsenet i Danmark står i til halsen med store udfordringer. De løses ikke gennem et hurlumhej af strukturændringer, hvor beslutningerne reelt skal træffes i København.

Der er udfordringer nok at tage fat på. Vi kan se frem til flere ældre og flere borgere med kroniske sygdomme. Antallet af ældre over 80 år – der bruger op mod 20% af sengedagene på sygehusene – vokser med 70% i de kommende ti år. En anden udfordring er den udmarvning af sundhedsvæsenet, der er sket uden for de store byer, i takt med at rigtig mange behandlinger er blevet centraliseret på færre sygehuse i overensstemmelse med den statslige planlægning.

Regeringen vil blandt andet tilvejebringe flere praksislæger og sygeplejersker, udvide det medicinske område og løfte psykiatrien. Desuden ønsker man at øge samarbejdet mellem kommuner, praktiserende læger og sygehusene for at undgå at patienter falder mellem flere stole.

Alt det er socialdemokratiet enige med regeringen om.

Men når man ser på den økonomi, der er sat af, bliver man bekymret: 1%. Én procent pr. år. Statsministeren opremser gerne en lang liste af gode tiltag, der vil blive tilvejebragt med hans sundhedsreform, men ressourcerne til at indfri løfterne er godt nok smurt tyndt ud!

En nylig svensk undersøgelse, der sammenstiller en lang række målinger af sundhedsvæsenets kvalitet i europæiske lande, viser, at Danmark fra at have det næstbedste sundhedsvæsen i Europa er faldet til at have det fjerdebedste. Nedturen for vores sundhedsvæsen stopper næppe med den aftale, regeringen og Dansk Folkeparti stiller op med.

Ikke et ord om forpligtende samarbejde mellem sygehuse med store udfordringer og sygehuse uden særlige udfordringer. Og hvordan har man tænkt sig, at der skal blive flere praktiserende læger og sygeplejersker i de områder af landet, hvor sygehusene – og dermed uddannelsesmulighederne – svinder ind?

En indsats fra sundhedsvæsenets side for forebyggelse og for at undgå nedslidning er helt fraværende i aftalen, selv om det jo er dér, der langsigtet er virkelige gevinster.

Sidst, men ikke mindst, er den fremtidige styring af sundhedsvæsenet dybt betænkelig. Frem over bliver der fem niveauer for beslutninger, og samspillet mellem dem er uigennemskueligt. Men ét er sikkert: Alle næser vil pege mod opdragsgiveren i København! Og bureaukratiet bliver omfattende. Regeringen har tilsyneladende været villig til at skrive hvad som helst ind i afsnittet om styring. Man får den tanke, at en stor del vil blive skrællet væk igen i de kommende år, så man sidder tilbage med et sundhedsvæsen, der helt igennem styres – og føres tilsyn med! – centralt fra. Og når der opstår problemer, kan man altid finde en bestyrelse eller nogle embedsmænd, man kan fyre.

Jeg mener, at der først og fremmest er brug for at arbejde med indhold og kvalitet af sundhedsvæsenet frem for at eksperimentere med strukturen. Og lad os få lavet en sundhedsreform, der indbefatter en bred kreds af partier i Folketinget. Det er hele befolkningens sundhedsvæsen, og det fortjener en reform, der bygger på et bredt flertal, og som alle kan tro på er holdbar.