Af Vibeke Højbjerg, Høveltsbjergvej 8, Allerød
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
I disse dage afholdes COP 26, globalt klimatopmøde. Det betyder håb for en grønnere fremtid. Klimaforandringer og presset natur er en global udfordring, som også kalder på et lokalt engagement. Allerød kommune har en klimaplan, som gerne skulle blive vores, borgernes, klimaplan. Vi kan alle gøre en forskel, og vores indsats betyder noget.
Allerød har flere grønne fællesskaber, og vi har muligheden for at skabe en endnu stærkere kultur for lokale fællesskaber, der går foran i den grønne omstilling. Fællesskaber med positive og livsbekræftende historier og muligheder for at inspirere og hjælpe hinanden på den grønne vej, som mange gerne vil gå, men som også er svær. Mange tænker: ”Hjælper det, at jeg gør noget?”
Grønne fællesskaber kan vise nye veje til fremtidens løsninger for et mere bæredygtigt forbrug af fx tøj, ting og mad, og for en bæredygtig livsstil. Så tag naboerne, vennerne, netværket under armen og få en snak om, hvordan fællesskaber kan udvikle sig. Det kan være grønnere villaveje, dele-værktøj, grønne spisegrupper, dele tips om vildere haver, handle ind for hinanden, så transport begrænses… Ja mulighederne er mange, og der er råd og viden at få hos vores Grønne Guide.
Jeg har selv en nyttehave i Enghaven, hvor vi dyrker grøntsager og blomster. Haven emmer af liv, når de første forårssolstråler får fat. Vi deler havetips, frø og grøntsager, vi fortæller historier, nyder det og knokler J Og jeg deler grøntsager med naboerne.
Når de lokale initiativer opstår og vokser sig større, kan kommunen hjælpe til med at skabe de bedst mulige rammer, og fællesskaberne kan udbredes. Det handler om at hjælpe hinanden med den grønne omstilling og gøre det lidt lettere.