Jesper HoldflodAf Jesper Holdflod Pallesen
byrådsmedlem, Socialdemokratiet

Den akutte mangel på uddannede medarbejdere på sundhedsområdet er i mine øjne kommunens suverænt største udfordring mange år frem. Situationen er så alvorlig, at den truer vores helt fundamentale mål om at sikre vores ældre og handicappede medborgere en god og værdig hjælp.

For Socialdemokratiet er det en bunden opgave at løse problemet – og vi er klar til at spille på ALLE tangenter: Løn, arbejdstider, ledelse, uddannelse, dokumentationskrav, selvstyrende teams, mere tillid, frihed etc. Og så skal vi have flere gode lejeboliger i kommunen, som er til at betale for vores medarbejdere.

Vi kan altså gøre mange ting lokalt, som kan gøre det mere attraktivt at arbejde i Allerød Kommune. Og det vil vi. Jeg håber derfor også, at den borgerlige side i byrådet snart er med på, at vi skal til lommerne efter flere penge til sundhedsområdet. Men der er i høj grad også brug for en national handling, og derfor har alle byrådets partier også en opgave med at råbe Folketinget op.