Af Jens Peter Steensen
Kandidat i Rudersdal-Allerød kredsen til regionsrådet 

Kan man regne med at komme igennem til Akutberedskabets vagtcentral og få sundhedsfaglig bistand, når man er i akut nød og ringer 112 i Region Hovedstaden?

Berlingske har gravet i sagen sammen med tidligere og nuværende ansatte, der mener, at der er et stort problem med såkaldt ”mistede opkald”. Ledelsen af akutberedskabet mener ikke, der er et stort problem. Det er svært at forstå, hvordan tingene hænger sammen.

Vi skal kunne regne med 112! Det overvældende flertal i Regionsrådet har da også gjort det eneste rigtige, nemlig straks at få gennemført en intern undersøgelse for at få klarlagt, hvad der evt. er galt og skal rettes op. Man får bistand af en ekstern ekspert, Mads Koch Hansen, der tidligere har været leder af en akuttjeneste i Region Midtjylland, og som nyder stor faglig respekt.

Dansk Folkeparti vil have en uvildig undersøgelse. Medlem af regionsrådet, Finn Rudaizky, skruer sig op og mener, at regionen undersøger sig selv og taler om, at anæstesilæger er ”indspiste”. Rudaizky vil have en uvildig undersøgelse med eksterne eksperter hentet ind fra udlandet. Gad vide, hvor længe det vil tage at få stablet på benene?

Nej, vi skal hurtigst muligt have at vide, om der er et problem med 112 og omgående have rettet evt, fejl. Derefter kan man lave en uvildig vurdering af, om der er er nogen, der skal stilles til ansvar for evt. fejl.