Niels ChristianAf Niels Christian Dahl
byrådskandidat for Socialdemokratiet i Allerød
Rådyrvænget 13, 3450 Allerød

Der har de sidste par måneder været et meget velkomment fokus på de unge i Allerød Kommune. Jeg ved at byrådet har sat penge af i budgettet til oprettelsen af et ungeråd, og det er godt.

Jeg er til gengæld bekymret for processen. For det er ikke første gang man forsøger, og sidste gang gik rådet desværre i sig selv, da dem der stod for det flyttede hjemmefra. Med inspiration fra andre kommuner, er mine forslag til et nyt ungeråd derfor disse:

Sørg for at ungerådet har en strategi for overdragelse.

Etabler fysiske rammer i form af en slags ungehus. Det er allerede foreslået, at det kan indtænkes i bymidten, eller bagved biblioteket, og det er fremragende forslag.

Opret på forhånd et idékatalog, som de unge kan arbejde ud fra. Det er naturligvis de unge, der skal bestemme hvad de vil, men kommunen skulle gerne bane vejen.

Et ungeråd skal heller ikke kun være sjov og ballade, da jeg ved mange ønsker fokus på trivsel og sociale problemer. Workshops og vejledning i uformelle rammer, og hvor de unge er inddraget, er præcis hvad der virker i Rudersdal.

Hvis man ønsker sig en velovervejet og varig indsats for unge og deres trivsel, så er et kryds ved mig et skridt i den rigtige retning.